Steen Rasmussen - Tekst - sound of Graphic
Forside Galleri CV Aktuelt Links

Kontakt

 

 

VANITAS DEN FORGÆNGELIGE FORFÆNGELIGHED
Dagmar Varmings forord i Kataloget til udstillingen "Sound of Graphic" på Museet For Religiøs Kunst

 

Eksistentielle møder i grafikken

Forud for alle kunstudstillinger ligger der altid er stort logistisk og praktisk arbejde. I forbindelse med udstillingen The Sound of Graphic har der også været tale om mange timers samtale om det, der både optager de tre deltagende kunstnere og os, der har vores daglige gang på kunstmuseet i Lemvig. Ordveksling på ordveksling, tanker, der udviklede sig i samtalernes løb, nye idéer, der blev født, mens andre døde. Dialog om det væsentlige, om livet og dets afslutning, om de store sammenhænge på tværs af tider, steder og kulturer. De værker, der vises på udstillingen, var på samtalernes tidspunkt end ikke blevet til, men eksisterede som en idé om at skabe grafiske værker til to af museets udstillingssale. Det var også en idé om at skabe en eksperimenterende udstilling, som kunne forandres af publikum, og som foruden billedet havde lyden som medium.

    I modsætning til maleriet synes grafikken for mange billedkunstnere at have været en mere privat udtryksform, hvor der er skabt værker, som virker mere personlige og næsten intime i udtrykket. Det er, som om kunstnerne igennem tiderne bedst har kunnet udtrykke de inderste følelser og tanker i den grafiske teknik, der på beskueren virker mindre påtrængende end andre billedlige udtryk, men som lægger op til fordybelse og fordrer tid til nærmere studium.

    De tre grafikere Karen Degett , Tina Gjerulff og Steen Rasmussen har tidligere udstillet sammen og haft Vanitas-begrebet som en fællesnævner, heraf navnet Hotel Vanitas, som gruppen har kaldt sig. Forgængeligheden er fortsat nærværende især i Tina Gjerulffs værker. Karen Degett vandrer bagud i historien og afsøger vore kulturelle rødder, mens Steen Rasmussen ikke så meget kigger bagud som til siden og afsøger, hvordan man i andre kulturer forholder sig til de store eksistentielle spørgsmål.

    Museet for Religiøs Kunst i Lemvig er vi glade for at få besøg af tre billedkunstnere fra den nye regions østligste del. Vi håber, at den dialog, som på denne måde er startet mellem kunstmiljøet i Østjylland og det lille vestjyske kunstmuseum, må fortsætte ikke alene på det praktiske plan, men også i overført forstand, så de samtaler, der har været optakt til denne udstilling, må fortsætte og leve videre efter udstillingens ophør.

                                              Dagmar Warming
                                                 museumsleder

 

 

 
RETUR

 

 

 

 

Webdesign : Thomas Andersson