På mine rejser har det altid optaget mig  hvilke symboler og billeder  der hæftes eksistentielle emner som for eksempel på døden og hvor forskellige disse er i de forskellige kulturer.

Det kan være:  

De monumentale kirkegårde ”Cementerio do Araca” og ”Cementerio da consolacao i Sao Paulo.

Det Hellige sted Ozore zan i Japan, et sjælenes opholdssted i en overgangstilstand. Eller korsbjerget i Litauen hvor det var en meget  stærk oplevelse at se kors i alle størrelser  hobet op i hundredetusindevis  hvor de ældste forfaldne mens nye kors kommer til, som nye generationer der  vokser videre ud af og på det gamle.

Det jo sådan med rejser at ud over den umiddelbare oplevelse, efterlader rejsen hvis man er et almindeligt reflekterende menneske en styrket bevidsthed om ens baggrund og kultur, hvad  har skabt os og hvad har vi af værdier, for som vi oplever det fremmede som eksotisk så er vores kultur jo også eksotisk set udefra også selv om vi ikke kan se det i vores dagligdag hvor vi er omgivet af selvfølgeligheder.

  Min optagethed af døden og dens vilkår i dag, har helt naturligt også ført til at jeg måtte afsøge Vanitasbegrebet med dets kredsen omkring forgængelighed og forfængelighed stiller spørgsmålet : Fortrænger vi netop ikke vores forgængelighed med vores forfængelighed?

Fortrænges vores krops naturlige, eller i hvert fald  på sigt uundgåelige forfald i forfængelighedens navn når vi skifter dele af vores krop ud med kunstige dele. Dette sker ikke længere kun af helbredsmæssige grunde, vi søger ungdommens udsende bevaret, kirurger strammer vores hud op, for vi vil ikke acceptere at ungdommens kilde ikke er fundet, så må vi da i det mindste med lægers hjælp næsten se ud som om vi havde fundet den.

Men er forgængeligheden så forfærdelig? Hvad er det der gør at vi fortrænger sporene af levet liv.

Er vi ikke længere i stand til at se en skønhed i forfaldet, har vi måske nogensinde været det?Et forfald som vi i naturen ser forvitre og nedbryder for at tage over i et væld af farver og former har jo sin egen forfaldsæstetik, det kan vi måske bedre se skønheden i fordi vi kan distancere os fra det.  

Kan vi i dag se døden som en mulighed for at udforske nyt territorium. Et område hvor vi som tidligere tiders opdagelsesrejsende vil være nødt til at udfordre skæbnen og tro!

Men i modsætning til en opdagelsesrejsende i traditionel forstand er sandsynligheden for at komme tilbage og berette om stedet / tilstanden hinsides selvfølgelig  realistisk set ikke eksisterende, i hvert fald kommer det til at knibe med beviserne.

Altså må vi nøjes med at tro! resultatet afhænger så af hvilken kultur/religion du er opvokset i eller vælger på det store marked som forskellige trosretninger i dag udgør -  genfødes vi? ender vi i paradis? eller er der absolut intet? Det sidste kræver for mig at se en umådelig stærk forestillingsevne. Kan man forestille sig noget helt fjerde?

Efter al denne skriven om død finder jeg det naturligt at gøre opmærksom på at: 

Det er i virkeligheden livet jeg med mine billeder gør opmærksom på for ved at tage fat på forgængeligheden mener jeg  som Capuchiner munkene sagde ”ihukom at du skal dø” (memento mori) for at kunne gribe dagen i dag (carpe diem ) og så leve så man ikke fortryder eller bliver bitter over hvad man ikke nåede,eller kunne have gjort anderledes og derfor syntes man har spildt livet når man  står ved livets exit, eller skulle jeg skrive dette livs exit?